Skønt enkelt af udseende, er hjertet i virkeligheden et meget kompliceret opbygget organ. I dette forsøg undersøges hjertet af et stort pattedyr. Da hjerter hos alle pattedyr ligner hinanden, vil man på denne måde også lære om menneskehjertets opbygning. De hjerter vi kan få fat i er allerede opskåret og ofte er forkamrene ligeledes skåret af og med dem også de til- og fraførende arterier og vener. Dette sker af hensyn til dyrlægekontrol, men altså ikke særlig hensigtsmæssig i forbindelse med undervisning.
Materialer
hjerte af stort pattedyr (gris)
skalpel
dissektionsbakke
Fremgangsmåde
1. Undersøg hjertets ydre. Hjertet er allerede udtaget fra den ydre sæk, pericardiet, der omgiver det i legemet. Find den fedtkrans der løber »vandret« omkring hjertet. Dette lag markerer grænsen mellem forkamre og hjertekamre, atrier og ventrikler.
2. Et andet fedtlag løber »diagonalt« over den nedre halvdel af hjertet. Dette lag markerer grænsen mellem højre og venstre ventrikel.
3. Åben hjertet og find hjertekamrene og forkamrene. Sammenlign vægtykkelsen i højre og venstre hjertekammer.
4. Find klapperne mellem forkammer og hjertekammer. Udspil en af klapperne og iagttag de senetømmer, den er for bundet med. Hvad er senetømmerne fæstnet til i den modsatte ende? Bemærk fortykkelsen af muskelvævet i dette område.
5. Find de store blodkar, der fører ud af hjertekamrene.
6. Find og undersøg de klapper, der forhindrer blodet i at strømme tilbage til hjertekamrene fra disse blodkar.
7. find coronar-arterien, eller kranspulsåren, der udgår fra aorta lige ovenfor hjertekammeret. Følg kransårens forløb rundt på ventriklens overflade.
8. Sammenlign tykkelsen af arterier og vener.
Diskussion
1. Hvorfor er væggen af den ene ventrikel tykkere end væggen af den anden
2. Hvorfor kræver hjertet blodtilførsel på trods af alt det blod, der flyder igennem det
3. Fører nogle af arterierne afiltet blod Forklar
4. Fører nogle af venerne iltet blod? Forklar
5. Sammenlign væggene af arterier og vener. Hvordan kan man forklare forskelle i deres struktur
6. Skriv en kort oversigt over blodets vej gennem hjertet og gennemgå hjertets funktion. Tegn diagrammer til illustration af fremstillingen.